Personorienteret indkomststatistik

Den personorienterede indkomststatistik danner grundlag for størsteparten af opgørelserne i denne publikation. Statistikken er dannet på baggrund af det personorienterede register, der er en samkøring af det indkomststatistiske basisregister og det grønlandske befolkningsregister. Registret indeholder foruden indkomstoplysninger således også oplysninger om køn, alder, bopæl m.m.

 

For at kunne foretage retvisende gennemsnitsanalyser indeholder det person-orienterede indkomstregister kun personer, der har været bosat i landet hele året, og hvis alder med rimelighed kan betragtes som potentiel til erhvervelse af betydende indkomst. Kriterierne for at indgå i registret er:

 

·         Personen optræder i befolkningsregistret både primo og ultimo det pågældende år.

·         Personen er mindst 15 år ved udgangen af året.

·         Personen er registreret i de skattemæssige slutopgørelser (S31).

·         Personen har været skattepligtig hele det pågældende år.

 

Basisregistret for 2013 indeholder indkomstoplysninger for 48.282 personer, mens tallet for det personorienterede register er 41.572 personer. Omkring 14 pct. af de skattepligtige personer i basisregistret er således frasorteret i det personorienterede indkomstregister, da de ikke opfylder alle de ovennævnte kriterier.